Tagordbogen

Tagordbogen Kanter og gennembrud Inddækninger

kopskifte

Også kaldet kopskifter

Et kopskifte er en vandret række mursten, hvor stenene ligger på tværs i muren, så man kun ser endefladen udefra. Endefladen hedder koppen, og modstykket er løberen, altså stenens lange side. På tage møder man ordet i forbindelse med brandkamme, skorstenssokler og kvistflunker, hvor et fremspringende kopskifte danner den lille hylde, tagstenene skydes ind under, når inddækningen mures i stedet for at laves i zink.

Kop og løber

Center for Bygningsbevarings ordforklaringer definerer en kop som en mursten, der ligger på tværs i murværket, så man kun kan se endefladen i overfladen, og tilføjer at der kan forekomme rene kopskifter i murværk. De langsgående sten kaldes løbere, og tilsvarende findes løberskifter. Samme sted noteres, at en kop også kan være en halv, overhugget mursten. Den Store Danske skelner mellem løberskifte, kopskifte, polsk skifte med skiftevis kop og løber, munkeskifte med to løbere mellem hver kop, rulskifte med kopper på kant og savskifte med sten på skrå. Teknologisk Instituts portal Mur & Tag bruger ordet på samme måde i beskrivelsen af forbandter, hvor kopperne står i lod i alle kopskifter i krydsforbandt, og hvor grundreglen for forbandt er, at stenene i to skifter over hinanden skal være forskudt mindst en kvart sten eller mindst 40 mm. Bolius tilføjer en nuance, som er værd at kende. En kop, der binder formur og bagmur sammen i en helstensmur, kaldes en binder. Kop beskriver altså retningen, binder beskriver funktionen.

Kopskiftet som underlag for en muret inddækning

Slots- og Kulturstyrelsens informationsblad om inddækning af tegltage beskriver, at der i brandkamme, skorstenssokler og kvistflunker kan være udkragede musetrapper eller kopskifter, hvor koppen stikker en kvart sten frem. Musetrappen bruges især i halvstensmurværk, hvor der ikke kan hugges ud til indmuring af tagstenene. Den dannes ved at indmure trekvarte sten, som krager en kvart sten frem og tilpasses forbandtet, så trappen følger taghældningen. Tagstenene lægges ind under de fremspringende sten, og mellemrummet udfuges med hydraulisk kalkmørtel. Hæftet lægger vægt på et detaljekrav, der let overses. Der skal lægges oliehærdet papir eller tagpap i glidefladen mellem tagsten og mørtel, så mørtlen ikke binder stenen så hårdt, at den knækker, når taget sætter sig.

I kraftigere murværk er fremspringet ikke nødvendigt. Her kan man i stedet skære en rille på 6 til 7 cm ind i muren med en vinkelskærer og hugge ud, så tagstenene kan mures ind i revnen. Er der undertag, fastgøres det til muren med en skjult zinkinddækning, og zinken forsvinder altså ikke helt, selv om selve inddækningen er muret.

Hvor kilderne ikke siger det samme

Slots- og Kulturstyrelsen skriver fremspringet ind i selve forklaringen af ordet, altså kopskifter som skifter, hvor koppen stikker en kvart sten frem. Det gør hverken Center for Bygningsbevaring, Den Store Danske eller Mur & Tag. Hos dem er et kopskifte bare et skifte med kopperne udad, uanset om det springer frem eller står glat i murplanet. Fremspringet ligger i ordet udkraget, ikke i ordet kopskifte. Forskellen har praktisk betydning, hvis en husejer læser bevaringshæftet og beder en murer om et kopskifte ved skorstenen, for muren kan godt levere et kopskifte uden den hylde, tagstenene skal ind under. Bed om et udkraget kopskifte eller en musetrappe, hvis det er inddækningen, det handler om. Ordet hører i øvrigt hjemme i murerfaget og i bevaringslitteraturen. Byggemarkeder og producenter af inddækninger bruger det stort set ikke, fordi de sælger den løsning i metal, som det murede kopskifte er alternativet til.

Det skal du være opmærksom på

  • Slots- og Kulturstyrelsen kalder den murede inddækning diskret, naturlig og billig og zinkinddækningen synlig, dominerende og dyr. Det er en bevaringsfaglig og æstetisk vurdering fra et hæfte om ældre og fredede bygninger, ikke et krav i bygningsreglementet. På et almindeligt hus er begge løsninger lovlige.
  • Glidefladen af oliehærdet papir eller tagpap mellem tagsten og mørtel er ikke pynt. Uden den binder mørtlen stenen fast, og bevægelser i taget kan knække den. Detaljen står i hæftet, men den ryger let ud, når arbejdet udføres hurtigt.
  • En muret inddækning lever af sin fuge. Det er hydraulisk kalkmørtel, hæftet peger på, og fugen skal efterses og repareres. Vælger man den, fordi den ser rigtig ud, følger vedligeholdet med.

Se også

  • musetrappe. Den trappeformede udkragning, der følger taghældningen og bruges i halvstensmurværk.
  • udkragning. Selve det at lade et skifte springe frem foran murplanet.
  • muret inddækning. Løsningen, som kopskiftet er en del af, hvor tagstenene mures ind i stedet for at dækkes med metal.
  • kvistflunke. Kvistens sidevæg, et af de tre steder hæftet nævner udkragede kopskifter.
  • brandkam. Den murede kant op over tagfladen, hvor kopskiftet ofte sidder.
  • hydraulisk kalkmørtel. Mørtlen, der bruges til at udfuge mellem tagsten og udkraget skifte.

Kilder