Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Metaltag

patina

Også kaldet patinering, patineringslag

Patina er det overfladelag, som zink, kobber og bly danner af sig selv, når de ligger frit i vejret. Laget er metallets egen reaktion med luftens ilt, med regnvand og med luftens kuldioxid, og det sidder fast på metallet, i modsætning til rust på jern, der skaller af. Når laget er færdigdannet, bremser det den videre tæring. Ordet bruges også uden for metalfaget om det præg af ælde, en gammel facade eller en gammel tagflade har fået.

Sådan dannes laget

VMZINC beskriver patineringen på zink som en kemisk proces i tre trin. Zinkoverfladen reagerer med luftens ilt og danner zinkoxid, oxidet reagerer med regnvand og danner zinkhydroxid, og hydroxidet reagerer med luftens kuldioxid og bliver til zinkkarbonat, som er det færdige grå lag. Tag- og facadehåndbogen beskriver samme kæde og kalder slutproduktet basisk zinkkarbonat, tæt og fastbindende. Tiden varierer. VMZINC regner med 3 til 6 år for zinktage og op til omkring 10 år for facader, men skriver samtidig, at tidshorisonten afhænger af påvirkningerne og kan strække sig ud over det. RHEINZINK tilføjer, at steder, der er beskyttet mod regnvand, for eksempel under tagudhæng, kan være flere år om det, og at saltholdig luft giver en lysere patina, mens svovlholdig industriluft giver en mørkere.

Kobber og bly danner hver sit lag. Tag- og facadehåndbogen skriver, at kobber først får et mørkfarvet lag, som beskytter mod videre angreb ligesom zinkens, og at det efter en årrække bliver grønt. Det grønne kaldes i daglig tale ir. Om bly skriver Slots- og Kulturstyrelsen, at der med tiden udvikles en sølvgrå patina med stor vedhæftning, og styrelsen kalder den blyilte. Bemærk ordvalget. Styrelsen taler om iltlag, både om blyets patina og om kobberets grønne ir, mens blikkenslagerfagets egne kilder beskriver iltet som første trin og karbonatet som det færdige lag.

Hvidrust er ikke patina

Zink, der bliver fugtigt, mens det ligger stablet i coils, på paller eller i tætpakkede render, kan ikke tørre ud og danner i stedet et hvidt lag zinkhydroxid. RHEINZINK kalder det hvidrust, beskriver laget som vandopløseligt og skriver, at sporene praktisk taget er umulige at fjerne, men at det kun undtagelsesvist medfører reduceret levetid. VMZINC er skarpere i mælet og skriver, at vand under transport eller opbevaring vil ødelægge zinken, fordi der hurtigt sker en overfladekorrosion. De to leverandører er altså enige om årsagen og uenige om, hvor alvorligt det er. Forskellen på hvidrust og patina er, at det færdige karbonatlag er tæt og ikke opløses i vand, mens hydroxidet gør. Zink har brug for både vand og luft for at patinere, men kun når vandet kan tørre bort mellem gangene.

Patinaen dækker kun de frie flader

Beskyttelsen gælder der, hvor laget faktisk kan dannes. RHEINZINK opregner en række tilfælde, hvor det ikke slår til, og hvor der i stedet opstår korrosion. Det gælder kontakt med frisk mørtel, kalk, cement og gips, afløb fra bitumen og visse kunststoffer, vand fra kobber ned på zink og fugtophobning på bagsiden. Samme håndbog sætter tal på grænsen for vandet ovenfra og skriver, at afvanding med pH under 5,5 misfarver zinken, og at pH under 4,5 korroderer den. Tag- og facadehåndbogen slutter sit zinkafsnit med, at materialet derved bliver vedligeholdelsesfrit mange år frem i tiden, mens Slots- og Kulturstyrelsen om kobber skriver, at sur nedbør i større byer kan føre irren bort. Patina er derfor ikke et argument for at lade et metaltag passe sig selv.

Patina som bevaringsværdi

Uden for metalfaget betyder ordet noget andet og mere. Den Store Danske definerer patina som præg af ælde og nævner både bruntoning af malerifernis og overtrækket på kobber, messing og bronze. I Slots- og Kulturstyrelsens faglige retningslinjer for murværk er patina en egenskab ved bygningen, ikke ved et materiale. Styrelsen skriver, at der kan knytte sig bærende fredningsværdier til murværkets patina, at den er tilbageholdende med at tillade kosmetisk afrensning, hvis en bygnings patina har særlig arkitektonisk kvalitet, og at genbrugsmursten så vidt muligt skal have samme patina som de eksisterende. Det er den modsatte holdning af den, man møder i markedsføringen af tagrens, hvor et patineret tag omtales som snavset.

Det skal du være opmærksom på

  • Patina fjernes ikke uden videre. Afsyring, skuring og højtryksrensning tager laget af og blotter rent metal, der skal begynde forfra. På en fredet bygning kræver afrensning desuden tilladelse fra Slots- og Kulturstyrelsen.
  • Hvide udslag på nyt zinkarbejde er ikke begyndende patina, men som regel hvidrust fra forkert opbevaring. Sporene kan blive stående i årevis, og de er en sag mellem bygherre og entreprenør, ikke en fejl, der forsvinder af sig selv.
  • Et nyt stykke zink eller kobber ved siden af et gammelt får ikke samme farve foreløbig. VMZINC skriver direkte, at udskiftninger og tilbygninger giver farveforskelle, fordi patineringen begynder ved eksponeringen. Regn med synlige lapper efter en reparation.

Se også

  • ir. Det grønne lag på kobber, som er patina under et andet navn.
  • forpatineret zink. Fabriksbejdset zink, der efterligner farven og selv patinerer videre.
  • zink. Metallet, hvor patineringen er beskrevet i tre kemiske trin.
  • bly. Tagmetallet med den sølvgrå patina, som styrelsen kalder blyilte.
  • bagsidekorrosion. Det, der sker på undersiden, hvor patinaen ikke kan dannes.
  • højtryksrensning af tag. Metoden, der fjerner laget i stedet for snavset.

Kilder