Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Trætage

kerneved

Også kaldet kernetræ, kerneandel

Kerneved er den inderste del af en træstamme, hvor cellerne er holdt op med at transportere vand og i stedet er fyldt med harpiks, garvesyre og andre kerneindholdsstoffer. Det er de stoffer, der gør veddet modstandsdygtigt over for råd og svamp uden nogen form for behandling. Splintveddet uden om kernen har ikke den beskyttelse. Derfor stiller både bevaringsfaget og spånproducenterne krav om størst mulig kerneandel i tagspån og i udvendige brædder.

Standarden klassificerer kun kernen

DS/EN 350 inddeler træarters naturlige holdbarhed over for trænedbrydende svampe i fem klasser, hvor klasse 1 er meget varig og klasse 5 er ikke varig. Klasserne gælder kerneveddet. Splintved regnes uanset træart som klasse 5, og det er hovedpointen bag hele diskussionen om kerneandel. Træinformation angiver kerneveddet af eg i varighedsklasse 2, skovfyrs kerneved i klasse 3 til 4 og rødgrans i klasse 4. For tuja skelnes der efter oprindelse, så nordamerikansk materiale står i klasse 2 og træ dyrket i England og Danmark i klasse 3. Det er værd at bemærke, når man sammenligner importeret amerikansk spån med dansk dyrket tuja. En holdbarhedsklasse er en rangordning af træarter og ikke en levetid for et tag, og standarden siger intet om, hvor længe et bygningsdel holder.

Ikke alle arter danner en kerne, man kan se. Rødgran danner efter Træinformations beskrivelse hjerteved og ikke egentligt kerneved, og veddet er hvidgulligt både i hjerteved og splint. På almindelige lægter og spær af gran kan man altså ikke aflæse på farven, hvad man har fået. I tørret fyr kan man derimod se forskellen, fordi det blegt rødbrune kerneved skiller sig ud fra den hvidgullige splint.

Kerneandel i spån og i udvendige brædder

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte om beklædning med træspån skriver, at savskårne spån fremstilles af lærk, tuja og eg, netop fordi disse træsorters kerneved naturligt indeholder svampehindrende harpiksstoffer. Om fyr skriver hæftet, at man skal benytte tætvokset, spejlskåret fyrretræ med størst mulig kerneandel, og at de bedste kløvede spån blev tildannet af stammens rodstok, hvor der er mest kerneved og færrest knaster.

Ved brædder afgør kerneveddet også, hvordan brættet skal vende. Træinformation svarer, at marvsiden, altså kernesiden, skal vende udad. Begrundelsen er dobbelt. Kernen har bedre holdbarhed end splinten, og når brættet krummer, holder den orientering kanterne trykket ind mod underlaget i stedet for at åbne beklædningen. Det gælder på gavlbeklædninger, vindskeder og sternbrædder på samme måde som på en facade.

Uenigheden om imprægnering

Kerneved kan næsten ikke imprægneres. Træinformation angiver skovfyrs kerneved i imprægneringsklasse 3 til 4, altså vanskeligt til ekstremt vanskeligt, mens splintveddet står i klasse 1 og er let imprægnerbart. For eg er forskellen endnu skarpere. Trykimprægnering rammer derfor per definition splinten, og i træbranchen er det den normale og tilsigtede anvendelse efter NTR-reglerne.

Slots- og Kulturstyrelsen ser anderledes på det, når det gælder spån. Hæftet kalder det en dårlig idé at tryk- eller vakuumimprægnere fyrrespån, med det argument at man kun kan imprægnere det dårligste og mest løstgroede splinttræ, at det træ er vandsugende, ustabilt og let flækker, og at midlet med tiden vaskes ud, hvorefter det dårlige træ hurtigt rådner. De to synspunkter beskriver den samme kendsgerning, nemlig at midlet sidder i splinten. De er uenige om, hvorvidt det er en løsning eller et problem.

Ordvalget deler sig også. Bevaringsfaget og standarderne skriver kerneved og kerneandel, mens tømmerhandel og byggemarkeder markedsfører det samme som kernetræ eller kernefyr.

Det skal du være opmærksom på

  • Et stykke træ er sjældent enten kerne eller splint. Sidder der splint langs den ene kant af et bræt eller en spån, har den kant splintens holdbarhed, uanset hvor stor kerneandelen er i resten af emnet.
  • Imprægneret og kerneved er i praksis hinandens modsætninger. Købes brædder med høj kerneandel som trykimprægnerede, sidder beskyttelsen kun i den smalle splintdel.
  • Naturlig holdbarhed er ikke en garanti mod fugt. Kerneved rådner også, hvis vandet ikke kan komme væk, og hæftets pointe om, at kløvede spån ligger lidt fra hinanden og kan ventilere, handler netop om det.

Se også

  • splintved. Den yderste del af stammen, som kerneveddet stilles op imod.
  • træspån. Selve materialet, hvor kravet om kerneandel har praktisk betydning.
  • savskåret spån. Fremstilles af lærk, tuja og eg på grund af kerneveddets stoffer.
  • tujaspån. Træsorten, hvor holdbarhedsklassen afhænger af, hvor træet er vokset.
  • trykimprægneret tømmer. Behandlingen, der kun trænger ind i splinten.
  • rådne vindskeder. Den skade, kernesidens orientering skal være med til at undgå.

Kilder