Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Trætage

brædder på klink

Også kaldet klinkbeklædning, klinklagte brædder, klinkbrædder

Brædder på klink er brædder, der lægges vandret og overlapper hinanden, så vandet løber hen over samlingen i stedet for ned i den. Princippet er lånt fra træskibsbygningen. I dansk bygningsbevaring bruges udtrykket om en tagdækning af brædder eller planker, mens savværker og byggemarkeder i dag næsten kun bruger ordet klinkbeklædning om facader, skure, carporte og hegn.

Ordet kommer fra bådebyggeriet

I klinkbygning lægges skibets bord med overlæg, og overlægget er ikke bare en tætning. Vikingeskibsmuseet skriver, at de klinkbyggede bord, eller overlappet mellem to bord, i sig selv er et langsgående styrkeelement i skroget, og at spanterne derfor kunne lægges med relativ stor afstand. På båden holdes bordene sammen af klinknagler. På en tagflade overtager man kun selve overlægget. Brædderne sømmes ned i lægter eller i et bræddeunderlag, og de bærer ingenting i sig selv.

Taget, som næsten ingen har beskrevet

Slots- og Kulturstyrelsens hæfte «Beklædning med træspån» nævner klinktaget i sin indledning, hvor der står, at tage af træ for eksempel kan bestå af planker oplagt efter princippet 1 på 2 eller med brædder oplagt på klink som ved træskibsbygning. Hæftet vender tilbage til det i afsnittet om Grønland. Før 1900 lagde man kraftige planker på klink eller 1 på 2 på tagene og tjærede dem, og de gamle tage ligger mange steder stadig inde under de spåntage, der kom til efter 1900. Det er stort set alt, hvad dansk faglitteratur skriver om klink som tagdækning.

Derfor findes der heller ingen dansk anvisning med mål for et klinklagt tag. Der står intet om overlæggets størrelse, intet om mindste taghældning og intet om, hvad der skal ligge under. Hæftet fraråder spån på tage med mindre hældning end 45 grader, fordi regnvandet ellers løber for langsomt af, men det tal gælder spån og er ikke skrevet om brædder på klink.

Facadefaget har målene, men de er skrevet til en væg

Center for Bygningsbevaring regner vandrette ru eller høvlede brædder på klink som en af fem danske træbeklædningstyper og nævner den tidligere telegrafstation på Holmen, hvor klinklagte brædder er kombineret med lodrette 1 på 2 brædder under vinduerne. Det moderne klinkbræt er ikke et almindeligt bræt. Gør Det Selv beskriver det som skråtskåret med et indhak i den brede side, og et bræt på 25 gange 125 mm er 25 mm på det tykkeste sted, mens 125 mm er dækbredden efter montering. Grønagergård Savværk oplyser tilsvarende dækbredder på 10,5 cm og 12,0 cm for 5 og 6 tommers klinkbeklædning i lærk og sælger den til facade og hegn, ikke til tag.

Superwoods montagevejledning fra 2024 behandler klinkbeklædning sammen med fer og not under ventileret vandret beklædning. Brædder op til 145 mm fastgøres med ét søm eller én skrue pr. understøtning på afstandslister med anbefalet 600 mm mellem lister. Vejledningen sætter intet overlægsmål for klink, og de 25 mm overlæg, der ofte citeres, står i vejledningens afsnit om 1 på 2 og er begrundet i brandkravet til en klasse 2 beklædning på en ydervæg. Bauhaus skriver, at den tynde kant skal vende opad, at skruerne skal være rustfri og mindst dobbelt så lange som bræddets tykkelse, og at man aldrig må bruge højtryksrenser. Hos jem & fix ligger klinkbeklædning i kataloget under facadebeklædning, ikke under tag.

Det skal du være opmærksom på

  • Fugemasse i overlægget er et gør det selv-råd, ikke fagpraksis. Gør Det Selv svarede i 2016 en læser, der ville lægge klinkbrædder på et brændeskurstag, at en klinkbeklædning på et tag sjældent bliver helt tæt, og foreslog en silikonefuge mellem brædderne. Ingen af bygningsbevaringens kilder nævner fuge. Historisk kom tætheden fra hældningen, overlægget og trætjæren, og en fuge binder to brædder sammen, som svinder og kvælder hver for sig.
  • Sømmet må ikke ramme den tynde kant. Både Gør Det Selv og Superwood fastgør brættet ét sted i højden, så det underliggende bræt presses ind uden at blive låst. Superwood skriver oven i købet, at der skal fastgøres i notsiden mindst 30 mm fra bræddekanten, og et klinkbræt har ingen not. Vejledningen er skrevet til to profiler på én gang.
  • Et bræddetag er ikke i sig selv BROOF(t2). Tjærede eller ubehandlede brædder er ikke brandklassificeret, medmindre nogen har prøvet netop den opbygning, og på fredede og bevaringsværdige bygninger er det desuden kommunen eller Slots- og Kulturstyrelsen, der afgør, om taget må lægges om i den oprindelige teknik.

Se også

  • 1 på 2. Den anden trædækning, Slots- og Kulturstyrelsen nævner i samme sætning.
  • spåntag. Den tredje mulighed, og den eneste af de tre, der er beskrevet i detaljer på dansk.
  • trætjære. Den behandling, de gamle klinklagte planketage fik.
  • bræddeunderlag. Det faste underlag, brædderne kan sømmes på i stedet for lægter.
  • broof (t2). Brandklassen, der afgør, hvor tæt på skel taget må ligge.
  • fredet bygning. Her er teknikken et bevaringsspørgsmål og ikke et frit valg.

Kilder