Tagordbogen

Tagordbogen Tagdækningen Grønne tage

birkebark

Også kaldet næver

Birkebark er den ydre, hvide bark fra birketræet, som i nordisk byggeskik blev lagt i flere overlappende lag på tagbrædderne og dækket med græstørv. Barken er det vandtætte lag. Tørven ovenpå er først og fremmest ballast, der holder barken på plads og isolerer. I ældre dansk og i norsk hedder materialet næver, og i norsk faglitteratur er det stadig det almindelige ord.

Barken tætner, tørven tynger

Navnet tørvetag er strengt taget misvisende, for tørven leder ikke vandet væk. Det gør barken. Bygg og Bevar, der drives af den norske byggebranche sammen med Riksantikvaren, formulerer det sådan, at det først og fremmest er neveren eller et nyere erstatningsmateriale, der står for tætheden mod vand. Barken blev lagt med indersiden opad direkte på tagbrædderne uden søm, fordi friktionen mod det ru bræddeunderlag alene holder den, og fordi et sømhul er et hul. Lagene blev lagt nedefra og op med overlæg som tagspån og ført hen over rygningen, og de nederste lag ragede ud over tagfoden og blev bukket ned om det yderste bræt til en drypkant. Norsk faglitteratur, gengivet i Den Danske Wikipedias artikel om tørvetag, regner seks lag for tilstrækkeligt og har registreret op til seksten lag på tage af særlig høj kvalitet. Samme sted opgives vægten af et tørvetag til omkring 250 kg pr. kvadratmeter, hvilket var en fordel på et bjælkehus, fordi vægten pressede stokkene sammen og gjorde væggene tættere.

Sådan blev barken hentet

Barken skulle af træet i saftstigningen. Bygg og Bevar angiver juni og juli som den lette periode og anbefaler dunbirk på tyve til fyrre år med en diameter på ti til tyve centimeter, hvilket giver flager på op til tres centimeter. Man skærer et lodret snit og trækker den ydre bark af, mens det indre lag skal blive siddende på det levende træ, så der med tiden dannes ny bark. Fjerner man også det indre lag, dør træet. Barkstykkerne skal presses flade under opbevaring, ellers ruller de sig sammen den modsatte vej af stammens krumning.

Kalkars ordbog over ældre dansk viser i øvrigt, at ordet næver har været brugt både om yderbarken og om det indre lag. Den norske håndværkstradition er derimod entydig om, at det er den ydre, hvide bark, der skal på taget.

Hvor dansk er birkebarktaget egentlig

Her er kilderne værd at læse med omhu. Aarhus Kommunes LAR-katalog om grønne tage, udarbejdet af Rambøll, skriver at grønne tage i 1600-tallet var den mest anvendte tagtype, og at det dengang var tykke græstørv på et underlag af birkebark. Bolius skriver, at græs i Skandinavien var det mest udbredte tagdækningsmateriale frem til 1600-tallet. De to udsagn peger på hver sit århundrede, ingen af dem henviser til en kilde, og begge handler om Skandinavien snarere end om Danmark.

Slots- og Kulturstyrelsens faglige retningslinje for stråtage, som er den danske myndighedstekst om historiske naturmaterialetage, nævner græstørv som tækkemateriale og som mønning, men nævner slet ikke birkebark. Frilandsmuseets bygning med birkebark under græstørvene er en loftbod fra Småland, altså en svensk bygning. Til gengæld er birkebark veldokumenteret i dansk byggeskik i en helt anden rolle. Grundejernes Investeringsfonds hæfte om traditionelle bygningsmaterialer beskriver, at bjælkeenden i murede huse blev lagt på et lag birkebark, senere tagpap, for at beskytte den mod fugt fra murværket. Barken var altså i Danmark først og fremmest en fugtspærre i etagedækket, ikke en tagdækning.

Birkebark i nutidens grønne tage

På nye tørvetage er barken erstattet af asfalt. Isola beskriver sit tørvetagssystem som en drænplade oven på kraftig asfaltunderpap, der udgør membranen, med tørvebræt langs tagkanten og aflastningsramme ved hældninger over 30 grader. Bolius anbefaler for græstage til gengæld en hældning på højst 14 grader, så tørven ikke skrider. De to anbefalinger dækker forskellige opbygninger, men en husejer, der læser begge, vil opleve dem som modstridende.

Det skal du være opmærksom på

  • Levetiden på et birkebarktag opgives meget forskelligt i litteraturen, og de tal, der cirkulerer om græstage generelt, ligger langt fra dem, der nævnes om historiske tørvetage. Ordbogen gengiver ikke tallene. Det afgørende er antallet af barklag, overlæggets størrelse, underlagets ruhed og om tørven skrider ned fra rygningen.
  • Påstanden om, at tørvetaget var Danmarks mest udbredte tagtype i 1600-tallet, kan ikke dokumenteres i de danske myndighedskilder om historiske tage. Den stammer fra nordisk, primært norsk, byggehistorie og bør ikke gentages som et dansk forhold uden belæg.
  • Finder du birkebark i et gammelt dansk hus, ligger den oftest under en bjælkeende i murværket og ikke på taget. Fjernes den ved en renovering, mangler bjælken sin fugtspærre.

Se også

  • græstørvstag. Selve tagtypen, hvor birkebarken er det tætnende lag.
  • grønt tag. Den moderne samlebetegnelse, hvor barken er afløst af membran.
  • rodfast membran. Det lag, der i dag gør det arbejde, barken gjorde.
  • mønningstørv. Græstørv brugt på rygningen af et stråtag, den danske tørveanvendelse der faktisk er udbredt.
  • fugtspærre. Rollen birkebark havde under bjælkeender i danske murede huse.
  • tagbrædder. Underlaget barken blev lagt direkte på uden søm.

Kilder