Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Flade tage

sømning

Sømning er den fastgørelse, hvor tagpappen slås fast med tagpapsøm i et underlag af træ. Det er den ældste af metoderne, og den bruges i dag først og fremmest til første lag pap på brædder, mens overpappen svejses. På tage af beton, stål eller isolering kan der ikke sømmes, og der fastgøres i stedet med skruer og skiver eller ved klæbning.

Hvor sømmene sidder

Phønix Tag Materialer beskriver udførelsen som krydssømning i kanten af banerne, suppleret med en sømrække midt i banen, hvis kantsømningen ikke er nok. Anvisningen kræver, at der sømmes med samme afstand og antal midt i banen som i kanten, så belastningen på sømmene bliver ensartet. Målene står på anvisningens figurer, hvor de to rækker sidder 20 og 40 mm fra kanten med 60 mm mellem sømmene, og hvor overlægget er 100 mm.

Icopal beskriver samme arbejde med andre tal. Tagpappen udlægges på langs med brædderne og sømmes forskudt pr. 6 cm i den øverste kant, 2 og 6 cm fra kant, med varmforzinkede tagpapsøm på 2,5 x 20, 25 eller 40 mm. Ved hældninger over 1:10 anbefaler Icopal udlægning i faldretningen, og en meterbred bane skal så også sømmes pr. 6 cm midt i banen. Afstanden mellem sømmene er altså den samme hos de to, men rækkernes placering er ikke.

Sømmene må ikke blive stående synlige. Phønix kræver, at de dækkes af enten et overlæg på 100 mm eller en strimmel på 140 mm, for at det sømmede lag overhovedet kan medregnes i specifikationerne. Icopal foreskriver til den midterste sømrække en 20 cm strimmel, der svejses på. Ved detaljer skærpes tætheden af sømrækkerne. Phønix anviser krydssømning i to rækker pr. 60 mm på fodblik og sømning pr. 100 mm, hvor tagpappen går op ad en sternkant af træ.

Sømning og vindsuget

Fastgørelsen skal holde taget nede, og her skiller sømningen sig ud fra de øvrige metoder. Phønix skriver, at der for tagpapdækning sømmet til underlag af træ anvendes erfaringstal, og at der ikke kræves prøvning, mens skruer og beslag skal dokumenteres ved test. Til gengæld er kravet, at sømmenes korrosionsbestandighed svarer til varmtforzinkede tagpapsøm, at vindsuget beregnes for tagfladens zoner som ved de andre metoder, og at der udføres kantfastgørelse, hvor den første række sidder højst 0,2 m fra kanten.

Icopal går videre og sætter en grænse for metoden. Ved højder over 5 m og huse med særlig udsat beliggenhed skal fastgørelsen eftervises, og sømning bør undgås. De to kilder er enige om, at sømning virker på brædder, men uenige om, hvor langt den rækker. Phønix nøjes med at konstatere, at metoden er den oprindelige, og at den stadig anvendes på brædder.

Underlaget afgør, om der kan sømmes

Sømning forudsætter et sømbart underlag, og kravene til det er skarpe. Icopal kræver tagbrædder af fyr eller gran med fer og not, en nyttebredde på højst 115 mm og en kvalitet på mindst udskud, og brædderne skal være plane og fri for løse knaster, revner og større bomkanter i oversiden. Fugtindholdet bør ved oplægningen være 14 til 16 procent og må ikke overstige 20 procent, og fugeafstanden mellem brædderne afhænger af det. Brædderne selv sømmes med kvadratiske korrosionsbeskyttede søm.

Det skal du være opmærksom på

  • Banen skal være strakt, før den sømmes. Icopal skriver det direkte og tilføjer, at overfladen i koldt vejr kan lunes med gasbrænder, indtil sandet mørkfarves. Sømmer man en slap bane fast, låser man folderne inde.
  • Sømning er ikke tæthed. Sømmet er et hul i pappen, og det er overlægget eller strimlen, der gør det tæt igen. En sømrække, der ikke bliver dækket, er en fejl, ikke en genvej.
  • Metoden er ikke fri for beregning. Selv om Phønix ikke kræver prøvning af selve sømningen, skal vindsuget og kantfastgørelsen stadig regnes efter anvisningens almindelige regler.

Se også

Kilder