Tagordbogen

Tagordbogen Undertag og fugt Fugt og ventilation

fugtrisikoklasse

Også kaldet fugtklasse

Fugtrisikoklassen er et vurderingsredskab, der placerer et byggeri i klasse 1, 2 eller 3. Klassen findes ved at kombinere to ting, nemlig hvor stor fugtpåvirkningen er, mens der bygges, og hvor sårbar den færdige konstruktion er over for fugt. Jo højere klasse, jo mere kontrol, måling og dokumentation lægger vejledningen op til. Det er ikke et krav i bygningsreglementet, men en hjælp til at afgøre, hvor meget der skal gøres ud af fugten.

Sådan findes klassen

Begrebet stammer fra Vejledning om håndtering af fugt i byggeriet, som Erhvervs- og Byggestyrelsen udgav i 2010 med SBi som redaktion. Fugtpåvirkningen under udførelsen inddeles i lav, middel og høj. Lav betyder tørre processer med materialer, der ikke er fugtigere end svarende til 75 procent relativ luftfugtighed, og montage under fuld beskyttelse mod vejret, altså på fabrik eller under totaloverdækning. Høj betyder betydeligt vandindhold i materialerne, for eksempel udstøbt beton, eller uindpakkede materialer, der bygges ind uden overdækning.

Sårbarheden vurderes på tre parametre, nemlig materialets evne til at suge fugt, risikoen for skimmelvækst eller nedbrydning og den tid, tidsplanen afsætter til udtørring. Den højeste af de tre er projektets sårbarhed. Lukkede træelementer og sammensatte komponenter er nævnt som høj sårbarhed, mens glas og stål er lav. De to akser krydses i en tabel, og i tvivlstilfælde skal den højeste klasse vælges.

Hvad klassen udløser

Klasse 1 kræver ifølge vejledningen ikke mere end minimumskravene plus fugtmålinger på kritiske tidspunkter, som minimum inden en konstruktion lukkes. Klasse 2 lægger en fugtstrategiplan og løbende målinger oveni. Klasse 3 udvider måleprogrammet og peger på beregninger og på at tilknytte en fugtsagkyndig. Vejledningen understreger selv, at inddelingen alene er en hjælp, at det ikke er et krav, og at det derfor ikke ligger fast, hvem der afgør klassen. Normalt vurderes den af bygherren.

Betydningen for et tagarbejde

Et almindeligt tagarbejde falder ofte i den høje ende. Taget åbnes, materialerne bygges ind uden overdækning, og et hus i brug tåler en vandskade dårligere end et nybyggeri. Vejledningen behandler netop udskiftning af tegltag og renovering af fladt tag som eksempler og anbefaler, at merudgiften ved en vandskade i en beboet bygning tages med, når behovet for totaloverdækning vurderes. Den advarer samtidig mod presenning lagt direkte på materialerne, fordi solen driver fugt ud af materialet, som sætter sig på presenningens kolde side og drypper ned igen.

Det skal du være opmærksom på

  • Ordet står ikke i bygningsreglementet. BR18 kapitel 14 stiller krav om, at fugt ikke skader bygning eller sundhed, men nævner ikke klasserne. Vejledningen ligger på Bygningsreglementets historiske arkiv og henviser stadig til BR10.
  • Kilderne bruger ordet forskelligt. Vejledningen fra 2010 taler om fugtrisikoklasse 1, 2 og 3, mens Erhvervs- og Byggestyrelsens eget notat om fugtsagkyndiges kompetencer skriver lav, middel og høj fugtrisikoklasse, selv om det henviser til samme vejledning. Hos leverandører som Würth kaldes lav, middel og høj for fugtklasser.
  • Fugtklasse er derfor et dobbelttydigt ord. Det bruges også om fugtbelastningsklasse, altså indeklimaets fem klasser efter DS/EN ISO 13788, som er noget helt andet end risikoen under byggeriet.

Se også

Kilder