Tagordbogen

Tagordbogen Skader og renovering Tagskader

ægte hussvamp

Også kaldet hussvamp, Serpula lacrymans

Ægte hussvamp er den trænedbrydende svamp, der gør størst skade i danske bygninger. Den nedbryder træets cellulose, så tømmeret bliver gråbrunt og revner i store terninger, og den danner et kraftigt strengmycelium, der kan brede sig hen over og igennem murværk. Gennem strengene flytter svampen selv vand og næring, så den kan angribe træ, der i sig selv er tørt. I tage optræder den typisk ved spærfod, tagrem og indmurede bjælkeender.

Hvor i taget den sidder

Slots- og Kulturstyrelsen lister de steder, hvor råd og svamp normalt findes, og tre af dem ligger i taget. Det er tagværket helt ude ved spærfod eller tagrem, tag- og bjælkeværk i forbindelse med huller i taget, og træværk bag nedløbsrør og under dryp fra tagrender. Styrelsen peger desuden på utætte skotrender, inddækninger og tilstoppede tagrender som fugtkilder. Teknologisk Instituts oversigt over, hvor de enkelte arter forekommer, sætter ægte hussvamp i både kælder, etagedæk og tagkonstruktion.

At tagfoden er et yndet sted, hænger sammen med kalken. Svampen danner oxalsyre, når den nedbryder træ, og syren ville hæmme den, hvis ikke den blev neutraliseret af for eksempel kalk i mørtel. Netop ved murkronen mødes tømmer, kalkmørtel og det vand, der løber forkert. Fordi angrebet sidder skjult, opdages det ofte først, når frugtlegemet bryder frem. Slots- og Kulturstyrelsen anbefaler derfor, at skunkrum i udnyttede tagetager gøres tilgængelige med lemme, så spærfødder og bjælkeender kan efterses.

Kendetegn og forveksling

Det mest brugbare tegn er sporerne. De er brune, og et kakaofarvet støvlag på vandrette flader under angrebet er ifølge Teknologisk Institut ofte det første, nogen lægger mærke til. Frugtlegemet er brunt og knudret med hvid rand, og strengene er grålige, fra meget tynde til blyanttykke, stive og knækker med en sprød lyd. Sporerne spirer normalt ikke på sundt træ, så svampen sætter sig typisk der, hvor en anden art allerede har været på spil, eller hvor nyt træ har rørt inficeret træ.

I daglig tale bruges «hussvamp» om al svamp i tømmer. Fagligt er det én art, Serpula lacrymans, og den har en nær slægtning, Serpula himantioides, som ligner, men er sjældnere i bygninger. Artsbestemmelsen skal derfor ske på et laboratorium, og som Slots- og Kulturstyrelsen skriver, ikke for latinens skyld, men fordi svaret afgør, hvor stort indgrebet bliver.

Hvor meget der skal væk, og hvem der er uenige

For de fleste andre arter kan svampeskadet træ blive siddende, hvis bæreevnen er i orden, og fugtkilden fjernes. Ved ægte hussvamp skriver Slots- og Kulturstyrelsen, at alt svampeinficeret træ skal fjernes, at mørtelfuger i angrebszonen skal kradses ud og behandles, og at kontrolinspektion skal fortsætte i mindst tre til fire år. Styrelsens sikkerhedsmargen for fuldstændig fjernelse er 500 til 1.000 mm ud over angrebet, mod 100 til 200 mm for gul tømmersvamp. Bolius beskriver samme fremgangsmåde som en radius på op til 1 meter.

Her er kilderne ikke enige. Goritas, i dag EFI Global, skriver i sin artsbeskrivelse, at laboratorievurdering af, om angrebet overhovedet er aktivt, kombineret med varmebehandling ofte kan reducere udbedringens omfang væsentligt. Hussvamp Laboratoriet kalder metermålet en grov tommelfingerregel og fremhæver, at både for stor og for lille sikkerhedszone er en fejl, og at afgrænsningen skal bygge på prøver frem for på det, man kan se.

Svamp eller råd er også et forsikringsord

Skellet mellem svamp og råd er ikke biologisk, men aftalt. En fællesudtalelse fra Teknologisk Institut, Advokatrådet, Assurandør-Societetet, Danske Arkitekters Landsforbund, Dansk Ejendomsmæglerforening og Håndværksrådet, som er gengivet i Slots- og Kulturstyrelsens informationsblad, kalder svamp den hurtigt forløbende ødelæggelse og råd den langsomme. Skade forårsaget af ægte hussvamp betegnes «uanset angrebets alder altid som svamp». Det er væsentligt, fordi svampeskade normalt er dækket af husforsikringen, mens råd ofte ikke er. Bolius oplyser, at dækningen gælder, hvis angrebet er konstateret i forsikringsperioden eller indtil tre måneder efter forsikringens ophør. Bygningsreglementet nævner ikke trænedbrydende svampe. BR18 § 336 handler om fugtindhold og risiko for skimmelsvamp ved indflytning.

Det skal du være opmærksom på

  • Et tørt tagrum er ikke i sig selv en garanti. De øvrige trænedbrydende arter dør ud, når fugtkilden stoppes, men ægte hussvamp kan hente vand gennem strengene og ligge i dvale, indtil forholdene bliver gunstige igen.
  • Kildernes tal for vækstbetingelser går fra hinanden. Bolius angiver et fugtindhold på 20 til 30 procent og dvale under 8 grader, mens Goritas angiver 30 til 40 procent træfugtighed og 18 til 22 grader som det bedste, og skriver, at væksten først standser nær frysepunktet. Brug ikke tallene til at afvise en mistanke.
  • Et svampemiddel til påstrygning fra byggemarkedet er ikke en løsning. Slots- og Kulturstyrelsen skriver om den type produkter, at de i praksis ikke er særligt effektive og derfor giver en falsk tryghed.

Se også

  • råd. Den langsomme nedbrydning, som forsikringsmæssigt behandles anderledes end svamp.
  • svampeangreb. Det aktive angreb, uanset hvilken art der står bag.
  • svampesanering. Selve udbedringen med fjernelse, varme eller kemi.
  • spærfod. Et af de steder i tagværket, hvor angrebet oftest starter.
  • murrem. Tømmeret i murkronen, hvor træ og kalkmørtel mødes.
  • husbuk. Det andet store skadedyr i tagkonstruktioner, som kræver en helt anden indsats.

Kilder