Tagordbogen

Tagordbogen Solceller på taget Solceller på tag

absorber

Også kaldet absorbator, absorberplade

Absorberen er den mørke metalplade inde i en solfanger. Den optager sollyset og omsætter det til varme, som ledes videre til en frostsikret væske i rør, der er forbundet med pladen. Væsken fører varmen ned til en beholder i huset. Ordet hører til solvarme og bruges ikke om et almindeligt solcellepanel, der laver strøm og ikke varme.

Pladen der laver lyset om til varme

En plan solfanger er i princippet en flad kasse med glas foran, isolering bagved og en absorber imellem. Bolius beskriver plansolfangeren som en absorberplade i metal, der optager solens varme og afgiver den til transmissionsvæsken, som løber i rør hen over pladen. Hos producenterne er materialet typisk kobber eller aluminium. Monteringsvejledningen til Junkers FKA beskriver for eksempel en "yderst selektiv absorber i kobber eller aluminium" og oplyser, at netop FKA har absorber i aluminium med meanderformede rør og et integreret samlerør.

I en vakuumrørsolfanger er absorberen delt op i stedet for at være én sammenhængende plade. Bolius skriver, at rørsolfangeren består af et antal adskilte absorbere, som ligger inde i lufttomme glasrør. Vakuummet fjerner varmetabet gennem luften omkring absorberen. Viessmann beskriver samme princip, nemlig at absorbatoren er anbragt i et glasrør, der er under vakuumtryk.

Hvad det selektive lag gør

Overfladen på en moderne absorber er ikke bare sort maling, men en selektiv belægning. Den populære danske forklaring, som blandt andet står på Ingeniørens debatsider, er, at belægningen gør, at solfangeren bedre kan fange strålerne fra solen. Den forklaring er kun den halve. Det afgørende ved et selektivt lag er kombinationen af to egenskaber, nemlig at fladen optager meget af det indkommende sollys og samtidig udstråler meget lidt varme igen som infrarød stråling, når den først er blevet varm. En almindelig sort flade er også god til at optage lys, men den sender langt mere af varmen retur.

Selektiv belægning skal ikke forveksles med antirefleksbelægning. Viessmann omtaler begge dele, men antirefleksbelægningen sidder på glasset foran, mens det selektive lag sidder på selve absorberen. Hverken Videncenter for Energibesparelser i Bygningers energiløsning om solvarme eller Bolius sætter tal på, hvor meget det selektive lag betyder for en dansk tagflade, og de tal, der cirkulerer på forhandlersider, kan ikke føres tilbage til en dansk måling.

Absorberen er grunden til at solfangeren bliver brandvarm

Absorberen stopper ikke med at optage varme, fordi pumpen står stille. Står anlægget i stilstand en solskinsdag, stiger temperaturen indtil tabet svarer til det, absorberen optager, og det kaldes stagnation. Junkers skriver i monteringsvejledningen, at solfangerens komponenter kan opnå temperaturer på over 200 °C, og at der er fare for forbrænding og skoldning. Samme vejledning anbefaler et selvtømmende system for at beskytte anlægget mod overophedning i stilstand og mod for hurtig ældning af glykolen. Energiløsningen fra Videncenter for Energibesparelser i Bygninger siger tilsvarende, at anlægget skal sikres mod kogning eller overophedning, for eksempel med en ekstra stor ekspansionsbeholder.

Det er også absorberens varme, der giver de eneste egentlige krav i bygningsreglementet. Energiløsningen slår fast, at der ikke er specifikke krav til anlæggets ydeevne, men at installationen skal udføres, så temperaturen ikke giver skader på personer eller bygninger. Solvarmerør kan blive over 85 til 100 °C varme og må derfor ikke ligge i kontakt med brændbart materiale, herunder trækonstruktioner.

Absorber, absorbator eller absorberplade

De tre ord dækker det samme, men bruges af hver sin del af branchen. Monteringsvejledninger fra kedel- og solvarmeproducenter skriver oftest absorber. Viessmanns danske sider bruger absorbator. Bolius skriver absorberplade, når husejeren skal forstå det. Formen absorbator er den ældste af dem og går tilbage til den tekniske litteratur fra 1970erne, hvor DTU i 1974 skrev om absorbatorpladen og den selektive absorbatorbelægning som faste betegnelser.

Det skal du være opmærksom på

  • En solfanger i drift er varm i sig selv. Junkers oplyser, at komponenterne kan komme over 200 °C, og at der er fare for forbrænding. Skal der arbejdes på tagfladen omkring en solfanger, er det ikke nok at slukke for pumpen, for absorberen er varmest, når anlægget står stille.
  • Vægten er ikke ubetydelig. Energiløsningen regner med, at en solfanger vejer cirka 40 kg pr. sektion, og Junkers oplyser 36 til 44 kg tom vægt afhængigt af størrelse og materiale. Ved snelast over 2 kN/m² skal tagkrogene efter Junkers' vejledning placeres i spærområdet, ikke bare i lægterne.
  • Utætheden kommer sjældent ved absorberen, men ved beslagene. Bolius understreger, at tætningen omkring bøjler og beslag skal være hundrede procent udført efter producentens anvisning, og Junkers gør opmærksom på, at tegl, skifer og shingles kan kræve ekstra foranstaltninger mod indtrængende regn og fygesne.

Se også

  • solfanger. Den samlede enhed på taget, som absorberen er hjertet i.
  • plan solfanger. Den flade kassetype, hvor absorberen er én sammenhængende plade.
  • vakuumrørsolfanger. Her ligger absorberne enkeltvis inde i evakuerede glasrør.
  • solkreds. Det lukkede rørkredsløb med frostsikret væske, der henter varmen fra absorberen.
  • solvarmeanlæg. Hele anlægget med beholder, pumpe og styring.
  • taggennemføring. Rørene fra solfangeren skal ind gennem tagfladen et sted.

Kilder