Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Statik og laster

egenlast

Også kaldet egenvægt

Egenlast er vægten af bygningsdelen selv og af alt det, der bliver siddende, så længe huset står. På et tag er det spær, lægter, undertag, tagbelægning, isolering, dampspærre og loft. Egenlasten er en permanent last, og den regnes sammen med sne og vind, når det skal vises, at taget kan bære. Ordet egenvægt bruges om det samme.

Hvor ordet kommer fra, og hvad der tælles med

Egenlast er ikke et håndværkerudtryk, det er et normbegreb. Bygningsreglementets § 344, stk. 2, nr. 2, kræver, at konstruktioner projekteres efter DS/EN 1991-1-1 med dansk nationalt anneks, og standardens danske titel er "Densiteter, egenlast og nyttelast for bygninger". Egenlasten omfatter selve den bærende konstruktion og alle de faste dele, den bærer. Last fra mennesker, oplagring og materialer, der kommer og går, hører derimod under nyttelast. For tage i kategori H sætter det danske anneks den jævnt fordelte nyttelast til 0,0 kN pr. m2 og punktlasten til 1,5 kN, og nyttelasten sættes helt til nul, når den kombineres med snelast. Det samme anneks bruger både ordet egenlast og ordet egenvægt om det samme, blandt andet i afsnit 5.2.2 om ikke-bærende skillevægge.

Øvre og nedre værdi, for vægt er ikke altid en ulempe

Egenlasten regnes ikke som ét tal. Det nationale anneks skelner mellem en øvre og en nedre karakteristisk værdi, Gk,sup og Gk,inf, som svarer til den største og den mindste vægt, bygningsdelen kan have i konstruktionens levetid ved almindelig brug. Kan lasten slet ikke regnes at være til stede i hele levetiden, sættes den nedre værdi til nul.

Skellet betyder noget i praksis, for tagets vægt trækker nedad, mens vindsug trækker opad. Når egenlasten virker til ugunst, ganges den efter det danske anneks til DS/EN 1990 med 1,2 gange KFI i den ene lastkombination og 1,0 gange KFI i den anden. Virker den til gunst, altså holder taget nede, ganges den med henholdsvis 1,0 og 0,9. KFI afhænger af konsekvensklassen og er 0,9 for CC1, 1,0 for CC2 og 1,1 for CC3. Annekset bestemmer samtidig, at al egenlast fra konstruktionen regnes at komme fra én kilde, også når der indgår forskellige materialer. Man kan derfor ikke regne taget tungt ét sted og let et andet i samme eftervisning.

Hvad et tag vejer, og hvem der tæller hvad med

Her er kilderne ikke enige, og uenigheden handler mest om, hvad der tælles med. Bolius opgiver et tegltag til cirka 40 kg pr. m2, et bølgepladetag til cirka 19, et tagpaptag til cirka 9 og et stålpladetag til cirka 5 kg pr. m2. Randers Tegl oplyser i oplægningsvejledningen for Højslev Vingetegl i normalformat, at stenen vejer cirka 2,8 kg, og at der går cirka 12,2 sten på en kvadratmeter. Det giver godt 34 kg pr. m2 for stenene alene, altså uden lægter, undertag og spær. Begge tal kaldes i daglig tale for tagets vægt. Til beregning skal tallene i øvrigt om i kraft, for statikeren regner i kN pr. m2, og 1 kN pr. m2 svarer til godt 100 kg pr. m2.

Det skal du være opmærksom på

  • Det nationale anneks siger udtrykkeligt, at Gk,sup og Gk,inf hverken omfatter ændrede egenlaster fra fremtidige ombygninger eller den midlertidige situation, hvor tagbelægningen skiftes fra gamle tegl til nye. Skal taget skiftes til en tungere belægning, eller skal der stables paller med sten på tagfladen undervejs, er det altså ikke dækket af den oprindelige egenlast og skal vurderes for sig. Bygningsreglementet henviser for laster under udførelse til DS/EN 1991-1-6.
  • Et lettere tag er ikke automatisk et problemfrit tag. Bolius skriver om stålpladetage, at taget er let og kan lægges på de fleste eksisterende tagkonstruktioner uden forstærkning. Det siger kun noget om det nedadrettede, for når egenlasten forsvinder, forsvinder også den vægt, der holdt taget nede mod vindsug, og fastgørelsen skal så tage hele påvirkningen.
  • Efterisolering, solceller, grønt tag og en ny gipsloftplade under det gamle er alt sammen egenlast, der lægges oveni. Det er sjældent det enkelte tiltag, der vælter regnestykket, men summen af flere.

Se også

  • nyttelast. Den variable last fra personer og oplagring, som holdes adskilt fra egenlasten.
  • snelast. Den anden store lodrette last på taget, og den der ofte bliver dimensionerende.
  • vindsug. Påvirkningen opad, som egenlasten modvirker, og som afgør fastgørelsen.
  • konsekvensklasse. Bestemmer KFI og dermed hvor hårdt egenlasten ganges op.
  • tagets vægt. Det samme begreb i renoveringssprog, når en gammel konstruktion skal bære en ny belægning.
  • statisk eftervisning. Beregningen, der viser om spær og lægter kan bære den samlede last.

Kilder