Tagordbogen

Tagordbogen Konstruktion og form Statik og laster

langsgående afstivning

Også kaldet trykrem, ryghold

Langsgående afstivning er de gennemgående lægter, brædder eller planker, der løber på langs af bygningen hen over rækken af spær og holder spærenes trykpåvirkede dele fast. De sidder typisk ved kip, ved tagfod, i hanebåndsniveau og på de gitterstænger inde i spæret, der er mærket af spærfabrikken. Den langsgående streng virker kun, hvis den selv er holdt fast af en skrå afstivning eller et afstivende element i tagfladen. Er den ikke det, bøjer hele rækken af spær bare ud til samme side.

Hvad den holder fast på

Et spær er stærkt i sit eget plan og svagt på tværs af det. Når egenlast og sne trykker taget ned, opstår der tryk i spærhovedet og i nogle af de indre gitterstænger, og de dele opfører sig som slanke søjler. Spær fremstilles typisk af planker på 45 til 60 mm i tykkelsen, og derfor er det ifølge myndighedsvejledningen om store træspær i praksis altid nødvendigt at fastholde spærhovedet og udvalgte gitterstænger, så de ikke knækker ud til siden. Det er den opgave, den langsgående streng løser. Ved dimensioneringen af spæret forudsættes det altid, at taglægterne fastholder spærhovedet i den svage retning, og den forudsætning holder kun, hvis lægterne selv er bundet til noget.

Kilderne bruger ikke det samme ord

Her er ordbrugen reelt splittet. Vejledningen fra bygningsreglementet.dk kalder de langsgående led for stringere og navngiver dem efter hvor de sidder, altså kipstringer, tagfodsstringer og hanebåndsstringer. Samme vejledning bruger gennemgående ordet tværafstivning om funktionen, fordi elementet afstiver spæret på tværs af dets plan, selv om tømmeret fysisk ligger på langs af huset. Spærfabrikkerne følger den linje og stempler ordet TVÆRAFSTIVNING på de gitterstænger, der skal holdes. På byggepladsen og i beskrivelser hører man derimod langsgående afstivning, netop fordi det beskriver retningen, man arbejder i. De to ord dækker altså samme fysiske del, set fra hver sin vinkel, og det er værd at afklare, før man diskuterer en tegning.

Synonymerne trykrem og ryghold er en anden sag. De optræder ikke i nogen af de kilder, der er hentet til dette opslag, hverken hos Træinformation, i myndighedsvejledningen, hos spærfabrikkerne eller i den ældre ordbog over fagudtryk fra det traditionelle byggeri. De kan være i mundtligt omløb, men de er ikke dokumenteret fagsprog. I ældre tagværker findes opgaven derimod løst med helt andre navne. Slots- og Kulturstyrelsen beskriver tagværk med dobbelte langstole som en åskonstruktion, hvor stole og åse er det, der binder tagværket sammen på langs.

Hvor tæt og sammen med hvad

Den langsgående streng er aldrig nok alene. Vejledningen om store træspær angiver, at der skal være afstivende elementer, for eksempel gitterbjælker mellem to spær, ved hver gavl og desuden for hver 15 meter, og at lægtestrengen på gitterstængerne skal skråafstives med mindst én skråafstivning i hver ende af bygningen og derudover for hver 10 til 12 meter. Vindkryds af trækbånd skal i praksis altid sidde ved begge gavle og i hvert andet af de øvrige fag. Alternativet til systemet med stringere og trækbånd er, at tagfladen udføres som en sammenhængende skive af krydsfiner eller OSB, der selv fastholder spærhovederne.

Det skal du være opmærksom på

  • En langsgående lægte uden skråafstivning giver falsk tryghed. Er strengen ikke bundet til loft eller tagflade, bøjer samtlige gitterstænger blot ud til samme side, og afstivningen virker ikke. Tegnene ses udefra som en udbøjet vindskede eller tagsten og tagplader, der ligger i et S-formet mønster.
  • Hverken gitterstænger eller deres afstivninger må skæres over for at give plads til ventilationskanaler. Der skal i stedet bestilles spær med den nødvendige udsparing.
  • Vejledningen anbefaler eftersyn af eksisterende tagkonstruktioner bredere end 14 meter, og bredere end 12 meter ved saksespær, uanset om taget er nyt eller gammelt. Baggrunden er en række kollaps på supermarkeder og staldbygninger.

Se også

  • tvaerafstivning. Myndighedernes ord for samme system, set som afstivning på tværs af spæret.
  • vindkryds. Den diagonale del, som den langsgående streng skal være bundet til.
  • vindtraekbaand. Stålbåndet, der ofte udgør skråafstivningen i praksis.
  • gitterspaer. Spærtypen, hvor stængerne stemples med krav om afstivning.
  • spaerhoved. Den trykpåvirkede del, der først bøjer ud, når afstivningen mangler.
  • trae-75. Træinformations håndbog om valg, opstilling og afstivning af træspær.

Kilder